Lasse Skriver tager i efteråret 2026 ud på en akustisk tour rundt i Danmark, hvor publikum får mulighed for at komme helt tæt på hans stemme og hans sange. Turnéen kommer oven på et markant år, hvor han deltog i Dansk Melodi Grand Prix 2026, og hvor han med Roaring Heart fra årets Melodi Grand Prix viste en mere eftertænksom og moden side af sit udtryk.
Med rødder i Ny Højen ved Vejle og base i København har Lasse Skriver bevæget sig fra tømrerlærling til fuldtidsmusiker. På få år har han markeret sig som en ny og stærk stemme på den danske popscene, udgivet en række singler og opbygget et loyalt publikum. Hans musik ligger i det moderne popunivers med fokus på stærke melodier, nærvær og følelser, der rammer bredt uden at miste det personlige afsæt.
Det er netop nærværet og fordybelsen, der bliver omdrejningspunktet for denne koncertoplevelse, hvor Lasses vokal og personlige fortællinger får lov at stå i centrum. Publikum kan se frem til en intim og nærværende aften, hvor sangene bliver foldet ud i deres mest ærlige form, og hvor forbindelsen mellem artist og publikum er det bærende element. Entré: 250 kr + evt. gebyr. Lokation: Sønderborghus.



















