Tag med ind i LG Jensens univers, når han besøger Sønderborg og fortæller om gyserserien Nøjeren. Publikum får indblik i, hvordan man skaber historier, der kan give et lille sug i maven og samtidig få læseren til at smile.
Under foredraget fortæller LG Jensen om arbejdet bag bøgerne, hvordan idéer bliver til fortællinger, og hvordan en god historie bygges op. Han kommer også ind på samarbejdet med spøgelsesjægeren Mikkel Egelund fra TV2-programmet Er der nogen? LG Jensen er uddannet folkeskolelærer og arbejder i dag som kunstmaler, tegner og forfatter. Han debuterede som forfatter i 2006 med Ulvebrigaden og har siden udgivet adskillige bøger til børn og unge, blandt andet serien om Mestertyven Vips og serien Bulder og brag. Han er især kendt for at skrive til børn og unge med en blanding af humor, spænding og uhygge.
Arrangementet er målrettet elever i 4.-6. klasse og deres voksne. Der er gratis billetter, og eventet finder sted på Biblioteket Sønderborg.





