Seniorforsker Jørgen L. S. Hansen fra Aarhus Universitet holder et foredrag om, hvordan havområder kan gå fra artsrige miljøer til næsten livløse bundområder. Med udgangspunkt i kollapset af bundfaunaen i Kattegat og flere danske fjorde belyser han, hvordan faldet i artsrigdom siden midten af 1990'erne har påvirket fødekæderne og fået konsekvenser for hele økosystemet, blandt andet for bundfiskene og torsken.
Foredraget ser også på, hvorfor livet på havbunden ikke nødvendigvis vender tilbage, selv om vandkvaliteten forbedres, og hvilke mekanismer der kan få et økosystem til at bryde sammen. Der sættes desuden fokus på de lokale farvande omkring Sønderborg og det sydlige Jylland, herunder Als Fjord, Aabenraa Fjord og Augustenborg Fjord. Arrangementet er for alle med interesse for havet, fjorde, fiskeri, naturbeskyttelse og forvaltningen af de indre farvande. Der er gratis billetter.





