Her kan børn fra 7 år og op være med til at lave kastanjedyr, og denne gang får de hyggelige efterårsmaterialer et teknologisk twist. Ved at sætte små elektroniske dele på kan kastanjedyr blive til hjemmelavet legetøj, der både ser sjovt ud og kan bevæge sig.
Der arbejdes med en kastanjetrold, som ikke kun er sød at se på, men også kan ryste og brumme hen over bordet, næsten som om den er levende. Med en lille motor kan den få sin egen bevægelse, og undervejs bliver der eksperimenteret med enkle elektriske kredsløb, så deltagerne kan se, hvordan strøm får ting til at fungere. Der bruges "kolde kredsløb", så der er ingen loddekolbe og dermed heller ingen risiko for at brænde sig.
Du er meget velkommen til at tage dine egne kastanjer med, hvis du har nogle. Der skal kun trækkes billet til det deltagende barn, og billetterne er gratis. Arrangementet foregår på Biblioteket Sønderborg.





