MD-DUO er en energisk musikduo med rødder i Thy, og de har allerede været vidt omkring med mere end 700 koncerter i hele landet. Rejsen har ført dem fra halballer og havnefester til de helt store festivalscener, hvor deres blanding af charme, selvironi og vestjysk lune har gjort dem til et navn, publikum hurtigt får lyst til at synge med på.
Duoen består af Martin Jensen og Dennis Daugaard. Martin har over 50.000 følgere på sociale medier, og udtryk som "Godaw, venner", "Vi sigges" og "Det spiller bar'" er blevet en del af det univers, mange fans forbinder med dem. Deres debutalbum Tak for i aften udkom i 2018 med numre som "Malta" og "Gi' mig fri nu til middag", og i 2020 fulgte "Skål venner".
Siden har MD-DUO sendt en række singler ud, blandt andet "Thy", "Limfjordsporter", "Lækker Røv" og en hyldestsang til Jonas Vingegaard. Samlet har deres musik passeret 10 millioner streams, og de har også været aktuelle i radioen med programmet Godaw Venner - fra Thy til København på DR P3, hvor de med glimt i øjet guider lytterne fra hjemstavnen til det, de kærligt kalder "østeuropa" - hovedstaden. MD-DUO beskriver selv deres lyd som dansktop med gashåndtag: fest, fællesskab og fuld fart frem.
Som de selv siger: "Vi har taget dansktop og givet det et skud ungdom i æ røv." - og ja - "Det spiller bar'". Entré: 230 kr + evt. gebyr.





